Haven drives af frivillige ildsjæle, som brænder for at give børnene gode oplevelser med naturen, havedyrkning og det sociale samvær i haven. Skolehaven giver børn i byen jord under neglene, bålrøg i håret, fuglesang i ørerne, en masse viden om naturen og ikke mindst friske, hjemmedyrkede grøntsager med hjem!

Grøndalspark Skolehave ligger på Grøndalsvænge Allé 33, 2400 København NV mellem Fuglebakken og Grøndalspark S-tog stationer. Haven er 9.000 m2 stor med mange store træer heriblandt gamle æble-, blomme- og mirabelletræer. Haven drives uden brug af kemiske stoffer og der bruges økologiske frø til såning.

Alle børn i alderen 6-15 år, der går på en skole i Københavns Kommune, kan få en have. Dette gælder også børn, der går i privatskole. Det koster 225 kr. for en sæson, og hver barn får sin egen have på ca. 1 x 8 meter. I 2019 var der 80 skolehaver.

Groendalspark plan